Illyés Gyula: Doleo, ergo sum (Doleo, ergo sum in Norwegian)
|
|
Doleo, ergo sum (Hungarian)Minden tagom fáj, mindet érzem; fájok: vagyok! Nevetem, hogy mint házigazda, a test kin Istennyilák futnak a csonton, idegemen. Ahány kin, annyi kézszoritás; fölszisszenek, Mit tudtam én, garat, tüdőcsúcs, máj merre van Tudok már mindenről, mi bennem szúr, mar, kopog. Álomvilágban él, kinek csak öröme van. S ez nagy tanács és nagy tanulság. Ki tudta, mi Kik tudták a valót e földön és föld fölött, Kik tudták a jövőt? Az ilyen érzékenyek. Szent a tanács, mit ma s örökre adni tudok: 1954
|
Doleo, ergo sum (Norwegian)Lemmene verker, eg kjenner dei alle, eg lid: eg er! For jævleg ein tilstand, eg lær.
Eg lær over det at den kroppslege pine lik ein vert presenterer meg lemmene mine.
Hekseskot fyk gjennom bein og nervar: vill brann som blottlegg meg sjølv når eg fylgjer han.
Så mykje plage, og mange handtrykk: opp ein svip gjere grimase, bukke, og så: mi hand eg grip!
Visste'kje før kor svelg og lunger og lever var. Kor ryggmargen er, dunkar hovudsmerten meg svar.
No kjenner eg alt som plagar min bustad her. Smerten tenner ei rad av lamper. Eg lid: eg er!
Lever i verd av draum den som ikkje eig pine. Kjenner meg uvel, men kjenner lemmene mine!
Dette til lærerik slutning. Kven fekk sjå inn i livsens løyndom: Den «sjuke» kunne forstå!
Kven kjende vel røyndom og sanning om denne vår verd og det som er over? Desse som fattige, lidande er.
Kven sa oss vår framtid? Dei som sterkare kjensler har enn hine. Den sjuke vart lækjar! Gav svar.
Rådet — det heilage råd eg kan gje — må verte: Dei styrande må vere lik nervar som glør av smerte!
1954
Knut Ødegård og
|
